5 veje til en kop udendørs Kaffe
For mange mennesker er kaffen højdepunktet på vandreturen. Den nemmeste måde at drikke kaffe på er naturligvis at lave den derhjemme og medbringe den i en termokande. Men hvis du skal være ude i længere tid eller er en mere udpræget kaffe-connoisseur, er der andre muligheder, der fungerer lige så godt udendørs som derhjemme.
Cowboy-kaffe
Mange mennesker mener, at der ikke findes nogen hyggeligere måde at lave kaffe på end i en kande over åben ild, ligesom folk gjorde i gamle dage. Det er ikke svært at lave en velsmagende kaffe over bålet, så længe du ikke lader den koge for længe, for så kan den blive bitter.
Tilberedningsmetode: Afmål groft malet kaffe efter anvisningerne på pakken og tilsæt vand. Sæt derefter kaffekanden over ilden med låg på og bring kaffen i kog. Tag kanden af ilden og rør rundt og vent derefter et par minutter, før du hælder kaffen op, så kaffegrumset kan sætte sig. For at mindske risikoen for kaffegrums kan du også fylde en kop med kaffe og derefter hælde den tilbage i kanden inden servering.
Fransk presse
En fransk presse er nem nok at tage med på rejsen, og den kræver ikke ekstra tilbehør i form af f.eks. filtre. Desuden er den ret nem at rengøre. Der findes specielle kaffepresser til udendørs brug, og de fungerer på samme måde som dem, du bruger derhjemme, men er normalt lavet af plastik eller rustfrit stål, da glas ikke er egnet til camping.
Tilberedningsmetode: Opmål groft malet kaffe i den franske presse i henhold til anvisningerne på pakken og tilsæt varmt, men ikke kogende, vand. Rør rundt med en spork, indtil skummet er opløst og lad det trække i ca. 4 minutter. Tryk derefter filteret ned i bunden af kaffepressen og servér.
Pour-over-kaffe
Pour-over-kaffe er bare en finere måde at sige manuelt filtreret kaffe på, og navnet beskriver ret godt, hvordan det fungerer. Det gode ved en pour-over-kaffe er, at du nemt kan påvirke smagen ved at justere mængden af kaffe, vandets temperatur, måden du hælder vandet på og den tid, du lader det trække i blød. Det er en langsommere måde at lave kaffe på, men den fyldige smag gør det værd at vente et par ekstra minutter.
Tilberedningsmetode: Placér et filter i ´dripperen´, og sæt den oven på din termokande eller dit kaffekrus. (Nogle modeller kræver ikke et separat filter til engangsbrug, men har i stedet et indbygget filter, der skylles ud efter brug). Afmål kaffen i filteret i henhold til anvisningerne på pakken, og hæld den over varmt, men ikke kogende vand med en cirkulær bevægelse, startende fra den yderste kant af dripperen og derefter ind mod midten. Skift derefter retning og hæld fra midten mod kanten. For at opnå den perfekte smag må du ikke hælde for hurtigt. Sørg for, at al kaffen er gennemvædet af vandet.
Drypkaffeposer
En noget nyere trend blandt kaffeelskere er drypkaffeposer, som er en form for pour-over-kaffe. Kaffeposerne ligner teposer, men de har en papirholder, som er fastgjort til kaffekoppens kanter for at forhindre posen i at glide ned. Kaffeposerne er en praktisk alt-i-én-løsning, da kaffen allerede er færdigmålt, og der er ikke brug for andet udstyr.
Tilberedningsmetode: Fastgør kaffeposen på kanten af din kop og riv toppen af posen af. Hæld varmt, men ikke kogende, vand over kaffen lidt ad gangen, og lad det dryppe ned i koppen, indtil den er fuld.
Instant-kaffe
Der findes nok ikke nogen nemmere eller hurtigere udendørs kaffe end instant kaffe – alt hvad du behøver er kaffepulver, varmt vand, en kop og en ske. Instant-kaffe er kontroversielt blandt kaffeelskere og er ikke alles kop te - men hvis du kan lide smagen, er det en uovertruffen drik til lange vandreture.
Tilberedningsmetode: Mål kaffepulveret op i en kop i henhold til anvisningerne på pakke, og fortynd det med en smule koldt vand for at slippe af med den syrlighed og bitre smag, som instant-kaffe normalt forbindes med. Tilsæt derefter varmt vand og rør rundt. Færdig!
Uanset om du medbringer færdiglavet kaffepulver eller maler bønnerne på farten, er det vigtigt, at du opbevarer din kaffe i en lufttæt beholder for at holde den frisk og beskytte den mod fugt. For at sikre at din kaffe har perfekt styrke hver gang, kan du endda forberede færdige portioner i små, genlukkelige plastikposer.
MERE INDHOLD TIL DIG:
Slidstærkt udendørstøj til store eventyr med lille påvirkning af miljøet.
Få lidt inspiration og tips med på vejen, inden du begiver dig ud på dit næste eventyr.
Uanset om du foretrækker uld- eller funktionsmaterialer, har vi underlag, der opfylder dine behov.