Vores historie
I 1925 begyndte Fristads' grundlægger John Magnuson at producere arbejdstøj i landsbyen Fristad lige uden for Borås i Sverige. På et tidspunkt, hvor arbejdstøj ikke var til at få fat på i Sverige, men industrialiseringen blomstrede, så Magnuson muligheder i et endnu uudnyttet marked.
Da hans forsøg på at importere tøj fra Amerika mislykkedes, kom Magnuson på idéen om selv at fremstille arbejdstøj. I 1929 blev Fristads den første virksomhed i Sverige, der fremstillede jeans, og den første virksomhed, der tilbød et fuldt sortiment af arbejdstøj, herunder bukser, overalls, bluser og frakker.
I 1940'erne udviklede John Magnuson et materiale, som han besluttede at kalde FAS® – en usædvanlig tæt og holdbar bomuldsvævning, som er velegnet til arbejdstøj og virkelig har vist sit store værd gennem tiden. Samtidig har Fristads' produktsortiment udviklet sig i takt med de teknologiske fremskridt i branchen. Ved at bruge innovative materialer og processer har vi løbende tilpasset vores kollektioner, så de opfylder moderne brugeres behov for suveræn komfort, god pasform og et moderne udtryk.
Og vores mangeårige tradition for innovation lever videre. I 2019 udviklede Fristads som den første virksomhed i verden en miljøvaredeklaration (EPD) for tøj, og samme år lancerede vi vores første miljøvaredeklarerede arbejdstøj. Takket være denne miljøvaredeklaration kan et produkts samlede miljøpåvirkning måles og minimeres i hvert trin i værdikæden.
Mellem 2012 og 2017 fusionerede Fristads og Kansas til ét brand, Fristads Kansas, og en enorm viden og erfaring blev samlet under ét tag. I 2017 blev Fristads igen et separat brand, mens Kansas lever videre som vores brand i Danmark og Tyskland. I 2020 skrev vi et nyt kapitel i vores historie, da Hultafors Group købte Fristads og vores søstermærker Kansas og Leijona fra Fristads Kansas Group. Fristads, Kansas og Leijona fungerer nu som en selvstændig enhed i Hultafors Group, der er ejet af Investment AB Latour. Hultafors Group er en af Europas største virksomheder inden for arbejdstøj, fodtøj, hovedbeskyttelse, håndværktøj, værktøjskasser/-tasker og stiger til professionelle brugere. Sammen med Hultafors Group har vi det stærkeste sortiment af personligt beskyttelsesudstyr i Europa og Nordamerika.